Flyt til Svendborg

Kultur og natur til forskel

Det er en stor beslutning at flytte. Forud ligger timer med overvejelser og planlægning.
Hvor skal jeg flytte hen? Vil jeg falde til? Er det det rette tidspunkt?

På Flyttilsvendborg.dk kan du blive klogere på alt det praktiske, når du skal flytte.
Du kan finde information om institutioner og skoler, lære lokalområderne at kende – samt møde nogle af dem, der allerede har taget springet, og er flyttet til Svendborg Kommune.

Kom til Svendborg – her er kultur og natur til forskel.

Hvad kan jeg også opleve i Svendborg?

Måske er du lige flyttet til byen – eller måske har du boet her noget tid, men har brug for lidt inspiration til at gå på opdagelse og lære både byen og kommunen bedre at kende.

Vi synes, at vi som kommune har meget at byde på. Og vi deler gerne ud af de gode oplevelser. Vi ved dog også, at man hurtigt kan miste overblikket, for der er mange gode tilbud – nærmest på daglig basis. Hvis du gerne vil vide mere om, hvad der rører sig lige nu og her, kan du besøge Sydfynskalenderen, der har en oversigt over arrangementer, koncerter, foredrag og meget mere.

Hvis du hellere vil fordybe dig i et enkelt område, kan du gå på opdagelse på siden Svendborg – hvor ellers? som har samlet 70 af kommunens kulturelle perler. 

Mød Line som tog springet fra Nordjylland til Svendborg

Line tog for 18 år siden beslutningen om at flytte til Sydfyn – og den beslutning har hun ikke fortrudt.

Særligt naturen på Sydfyn og det sydfynske øhav trækker i hende. Sammen med sønnen Asger går hun på opdagelse i den smukke sydfynske natur, hvor de finder søpindsvin, vættelys og tager på svampejagt.

Afspil video

Barn i Svendborg Kommune

I Svendborg Kommune har vi fokus på trivsel, læring, udvikling og dannelse for alle børn.
Vi har trygge pasningstilbud, gode skoler og et stærkt foreningsliv, der giver rig mulighed for en aktiv fritid.

Pasning

“En barndom i bevægelse” er et af de helt centrale begreber på dagtilbudsområdet i Svendborg Kommune. 
Det gælder både bevægelsen gennem livet og den rent fysiske. Ens for begge dele er, at vi har fokus på at skabe et trygt miljø, hvor dit barn kan lege, lære og udvikle sig. 

Skoler

Det er noget helt særligt at være elev i Svendborg Kommune. Et eksempel er, at alle vores folkeskoler er idrætsskoler. Det betyder, at eleverne i 0.-6. klasse har seks lektioners idræt om ugen og får alderssvarende idrætsundervisning af høj kvalitet. 
I Svendborg Kommune har vi høje forventninger til både elever, personale, ledelse og forældre.
Vi ser en styrke i de børn, vi har.

Fritid

Kor, klaver, fodbold, dans, spejder eller noget helt sjette? 
Foreningslivet er stærkt i Svendborg Kommune, og mulighederne for at prøve nye fritidsinteresser af er mange.
Udover at give mulighed for at lære nyt, giver foreningslivet også mulighed for at blive en del af et fællesskab og møde nye venner. 

Når du skal flytte…

Når du skal flytte, er der meget, der skal falde på plads. Bolig, flyttekasser, pakning, flyttehjælp – og så alt det andet.
Der er mange spørgsmål og en hel række praktiske ting, der skal ordnes. Det kan til tider virke en smule uoverskueligt, og man kan nemt komme i tvivl om, om man nu har husket det hele.

For at hjælpe dig lidt på vej, har vi samlet nogle af de ting, du skal huske, når du flytter. Fx at melde flytning og vælge ny læge. 

Biblioteker

På bibliotekerne i Svendborg Kommune kan du ikke kun låne bøger. Det er også stedet, hvor du kan blive del af en bogklub, komme til foredrag eller deltage i nogle af de mange arrangementer, som bibliotekerne står bag i løbet af året. Der er noget for både store og små, og der er rige muligheder for at blive klogere, møde nye mennesker og få en masse gode oplevelser.

Kultur

Kultur er også vores fælles værdier, normer og vaner. Mennesker mødes i kulturen - både i arbejdslivet og i fritiden. Sammen er vi med til at skabe kultur - og i fællesskab opleve glæden ved det. I Svendborg Kommune er der et væld af kulturtilbud at dykke ned i, og der er næsten noget for enhver smag. Så klik dig videre og gå på opdagelse i de mange muligheder.

Byg og bo

Der er mange muligheder for dig, der gerne vil bo i Svendborg. 
Du kan bo til leje, du kan købe en bolig – eller du kan bygge selv. 

Du kan bygge traditionelt – eller du kan udforske mulighederne for at bygge et bæredygtigt lavenergihus i bydelen Tankefuld, hvor fokus er på mangfoldighed og respekten for forskellighed.
Byggeriet i Tankefuld skiller sig bl.a. ud ved, at der er krav om, at taget skal udnyttes med solceller, terrasse eller græs (sedum) på nordsiden, mens regnvandet på grunden skal ledes via åbne render eller rør til fælles opsamlingsbassiner. 

Svendborg Kommune har også byggegrunde til salg rundt om i kommunen, som måske kan være af interesse.

Hvis du vil vide mere, har vi samlet information om noget af det, du kan få brug for, hvis du vil bygge eller bo i Svendborg Kommune.

Lejeboliger i Svendborg Kommune

Måske er du studerende, måske er du stadig på jagt efter det helt rigtige hus eller den helt rigtige grund – eller måske kan du godt lide den frihed, der kan være i at bo til leje.

Hvad end grunden er, er det selvfølgeligt også muligt at finde en lejebolig i Svendborg Kommune.